Hvad kendetegner en labrador ejer?
Lyst til at dele sine ejendele med en hund, som bærer rundt på alt hele tiden.
Et afslappet forhold til hundehår på tøjet, i møblerne, i bilen og i maden.
Udemennesker som ikke lader sig afskrække af dårligt vejr og derfor besidder en del vandtæt tekstil og terrængående fodtøj, samt pandelampe og refleksvest.
Evnen til at være overbærende når labradoren - igen - har kastet sit graciøse legeme i den sorteste skovsø eller har taget truckerbad i en mudderpøl, som er opblandet med hestepærer.
Har gode sociale kompetencer og finder - som deres hund - hurtigt ind i hundeejer fællesskaber og træningsgrupper.
Kan fremfinde en begejstret mine og ditto lyd når labradoren stolt bringer et mumificeret lig af en forhenværende fugl, som man forventes at modtage med stor påskønnelse, som havde det været en fasan til aftensbordet.